Det at være eller ikke være diabetiker er det grundliggende spørgsmål i denne artikel, hvor feltet for undersøgelsen er den kliniske behandling af sukkersygepatienter i Danmark, og patienternes oplevelse af at have sukkersyge eller være diabetiker. Argumentet er, at overgangen fra at have sukkersyge til at blive diabetiker har skabt en ny, attraktiv identitetsfølelse, der modsat manges opfattelse er en sårbar identitet set i forhold til dem, som før blot havde sukkersyge. Fagligt placerer analysen sig således inden for den medicinske antropologi. Diabetikeren er dog ikke gjort til genstand for antropologisk refleksion alene for at pege på hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige sider af diabetesbehandlingen. Jeg finder, at diabetikeren ligeledes udgør en privilegeret indfaldsvinkel til at analysere nogle af konsekvenserne ved de fænomenologiske tankeformer omkring sind og krop.
Udgivelsesdato: 2008