Vi hører ofte at olieforekomst er en velsignelse pakket ind i en forbandelse, der medfører rigdom for nogle og elendighed for mange: Det sorte guld for eliterne er ’djævlens ekskrement’ for masserne. Olien skaber forurening, avler vold og korruption, den nærer diktaturer og kvæler demokratiske kræfter. For at nuancere denne gængse historie, tager den nærværende artikel udgangspunkt i det helt særlige, moderne byliv som olien formede da den i det 20. århundrede tilvejebragte Abadan midt i ørkenen i Iran. Hvordan mindes abadanierne i dag med nostalgi oliebyens florissante periode, og hvordan hænger denne nostalgi sammen med moderniteten i Iran?