Det er en almindelig udbredt opfattelse blandt logikere og lingvister at såkaldte ”And-But-Or”-sprog benytter sig af universel strategi for sammenbinding af sideordnede led i en ytring, fordi sideordning anses for menneskesindets grundlæggende og universelle tankeoperation.
De pågældende kopulative og disjunktive konjunktioner behandles derfor traditionelt som sproglige ækvivalenter til de to logiske operatorer, konjunktion (¿) og disjunktion (V), og beskrives ved hjælp af den formelle semantiks kategorier baseret på sandhedsbetingelser og organiseret i matematiske systemer. Inddragelsen i analysen af pragmatikkens samarbejdsprincip, som er sket i erkendelse af særlige forhold i menneskelige sprog, forudsætter stadig at Grices konversationelle maksimer har universel gyldighed og forklaringsværdi. Den universalistiske tilgang kommer yderligere til udtryk ved at diskussionen om konjunktion og disjunktion i menneskelige sprog føres på baggrund af isolerede engelske ytringer med konjunktionerne and og or der a priori antages for at være selvskrevne repræsentanter for de tilsvarende konjunktioner i andre sprogsystemer.
Det viser sig imidlertid at selv om russisk og dansk umiddelbart hører til ”And-But-Or”-gruppen, adskiller de sig systematisk fra hinanden ved hvornår deres indfødte brugere vælger den ene eller den anden sideordningsforbindelse i samme situationstype. I mit foredrag vil jeg forsøge at påvise at dette fænomen afspejler den grundlæggende forskel mellem sprogenes kommunikationsprocesser som bestemmes af hvilken supertype de tilhører – modtagerorienterede sprog, som dansk, eller virkelighedsorienterede sprog, som russisk.