Historieundervisning som erindringsarena

Præforsvars-seminar med Selma Bukovica Gundersen.

Ekstern opponent

Zlatko Jovanovic, Saxo-Instituttet (Københavns Universitet)

Resumé

Brug af sprog, religion og etnicitet som redskab til etnisk adskillelse.

Afslutningen på krigen i Bosnien-Hercegovina (1992-1995) gav ikke grobund for konstruktionen af én fælles fortælling, der kunne forklare hvordan folk der havde levet fredeligt side om side på tværs af etnicitet og religion, endte med at bekrige hinanden i en voldelig konflikt, hvor netop religion og etnisk tilhørsforhold blev brugt til at definere fjenden. Den voldelige konflikt er i de sidste 20 år, blevet forvandlet til en diskursiv krig, hvor der kæmpes om monopolet på at fortolke fortiden, for dermed at kunne styre landets fremtid.

Skolen er en central erindringsarena, der spiller en vigtig rolle i videregivelsen af de nationale fortællinger om fortiden. Skolen har altid til sit formål ‐ udover tilvejebringelse af viden og færdigheder - en mere normativ ambition om at lære børnene at identificere sig med det fællesskab, som skolen er med til at opretholde. Et af de afgørende spørgsmål, der vedrører forsonings- og reintegrationsprocesser efter en voldelig konflikt, er derfor, hvordan den voldelige fortid behandles i skolen.

Erkendelsesinteressen for denne afhandling retter sig mod at forstå, hvordan skoleinstitutionen i Bosnien- Hercegovina, hvor børn udsættes for dens socialiserende og disciplinerende praksisser, formidler den seneste konflikt til nye generationer og forbereder dem til at blive medlemmer af det socio-politiske fællesskab.

Begrebet umulighedsdiskurs introduceres i afhandlingen som et analysebegreb, der viser hvordan sprog, religion og etnicitet bruges som redskaber til kontrol, regulering og formning for både direkte og indirekte at søge at påvirke lærernes undervisningspraksisser og elevernes kollektive erindringer og identiteter.

I spændingsfeltet mellem de idealer, der præsenteres i uddannelsesstyringsdokumenter og hverdagspraksisser i skolerne i Bosnien-Hercegovina undersøger afhandlingen, hvordan skolelærerne navigerer i den komplekse erindringsarena mellem forventninger fra de internationale, etnopolitiske og religiøse aktører og egne selvforståelser, professionsværdier og erindringer. Dertil undersøger afhandlingen, hvordan skolernes ”åbne og skjulte curriculum” påvirker elevernes holdninger til krigen, deres tilhørsforhold og identitet.

Analyser af styringens strukturerende intention og den styringsvævede praksis peger på den ene side på de udfordringer, der ligger i vejen for at fremme udviklingen af det flerkulturelle samfund, hvor menneskerettighederne overholdes, demokratiet fremmes og ro opretholdes og på den anden side på de muligheder, der udfordrer umulighedsdiskursen og peger på mulige udveje af den etniske stilstand.