Denne afhandling undersøger, hvordan uddannelsesbanen for unge tyske muslimske studerendes og alumner fra den Internationale Teologi-uddannelse (Uluslararası İlahiyat Programı) i Tyrkiet udfolder sig. Den udfolder de temporale, spatiale og kontingente aspekter af sådanne baner og selv-skabelses-processer gennem en analyse af de unges motivationer for at studere teologi i Tyrkiet, deres oplevelser i løbet af uddannelsen, og hvordan uddannelsen former de studerendes ideer om, hvem de er. Analysen baserer sig på 27 uddannelsesbiografier formidlet via interviews med studerende og alumner fra den Internationale Teologi-uddannelse, og er indsamlet under feltarbejde i Tyskland og Tyrkiet i perioden sep. 2019 til dec. 2021. I øvrigt inkluderes interviews med professorer i islamisk teologi fra tyrkiske universiteter og repræsentanter for den Tyrkisk-islamiske forening for religion (DİTİB) i Tyskland.
Den Internationale Teologi-uddannelse blev etableret i 2006 som en del af den akademiske scene for islamisk teologi på tyrkiske universiteter. Selvom denne uddannelse er blevet en central institution i det transnationale felt af højere islamisk uddannelse, er den ikke blevet undersøgt nærmere i forskningen. Forskning i højere islamisk uddannelse byder også kun på ganske få studier, der fremhæver europæiske studerendes perspektiv. Ved at tage udgangspunkt i den Internationale Teologi-uddannelse i Tyrkiet og specifikt fokusere på de studerendes erfaringer og livsverdener bidrager denne afhandling både til det bredere felt af forskning i højere islamisk uddannelse og til forskning i muslimsk selv-skabelse.
Jeg viser, at islamiske uddannelses-engagement for de tyske studerende ikke kun handler om en from selv-skabelse. For disse studerende handler det at studere islamisk teologi i udlandet både om at lære islam og sig selv at kende. Både før og under deres studier var fromhed et betydningsfuldt aspekt af deres selv-skabelse. Men andre ’grand schemes’ såsom videnskabelighed, nationale tilhørsforhold og kosmopolitisme er også væsentlige, ligesom bestemte forståelser af ungdom og deres særlige generations-træk er det. Jeg viser også, at den Internationale Teologi-uddannelse er et kontingent rum, snarere end det er et sted for enstrengede ideer og forståelse. Den måde, de studerende gjorde teologi, havde ikke kun at gøre med at finde mening i islam, men også med den måde, de relaterede sig til sig selv, til andre, og til verden omkring dem på. Ydermere viser jeg, at betydningen af at studere islamisk teologi såvel som det at flytte til og leve i Tyrkiet havde indflydelse på de studerendes perspektiv på fremtiden bredt set og ikke kun i relation til deres ’religiøse’ selv.