I nærværende bidrag vender jeg blikket mod en mindre belyst side af Pia Tafdrups forfatterskab, nemlig stedets betydning. Mens forskningen har været optaget af især kroppen, englemotivet og poetikken Over vandet går jeg (1991), har ingen beskæftiget sig specifikt med stedet - måske fordi det ikke i alle Tafdrups tekster spiller nogen væsentlig rolle. Alligevel er et fokus på stedet, vil jeg argumentere for, en frugtbar indgangsvinkel til dele af forfatterskabet, navnlig digtsamlingen Trækfuglens kompas fra 2010. Artiklen præsenterer derfor et kort rids af stedets betydning i Tafdrups poetiske forfatterskab efterfulgt af en læsning af Trækfuglens kompas med særlig opmærksomhed på stedet.