Socialismens fald har medført et fornyet engagement med magiske objekter og handlinger i Mongoliet. Samtidig har mange års undertrykkelse af religion og 'overtro' under det socialistiske styre fået folk til at tro, at de ved for lidt om religion, åndemagter og magiske fænomener. At megen viden og mange religiøse objekter er gået tabt under socialismen kan der ikke være nogen tvivl om, men i stedet for at analysere folks omgang med åndemagter og magi som baseret på ufuldkommen viden, forsøger jeg i denne artikel at analysere uvidenheden om fænomener, samt den uvidenhed der giver sig til kende i objekters og handlingers æstetik, som en forudsætning for deres effektivitet som magiske objekter og handlinger. Man kan paradoksalt nok sige, at netop uvidenheden om fænomenerne har gjort dem mere magiske og kraftfulde. I artiklen anskues uvidenheden derfor som en produktiv størrelse, som tages alvorligt i sig selv.